Hej til jer alle - familie og venner
Ferie sammen med Sofie og Signe
Uha, det er nu skønt at få besøg hjemmefra! Vi havde en hel uges ferie til rådighed sammen med Sofie og Signe (gode veninder fra seminariet). Vi hentede et par trætte og lidt højdesyge piger i Sucre, og fortsatte samme dag til San Lucas. Efter et par dages rundtur i San Lucas, hvor det var blevet til besøg på hospitalet og skolerne (til stor begejstring for børnene), drog vi videre til Potosi. Eller dvs. vi havde et par forhindringer på vejen, ved indgangen til Potosi var vejene blokeret med store lastbiler, og ingen vidste hvor længe blokaderne ville vare. Samtidig var vi så ”heldige” at punktere, så god start på ferien, men ingen hastværk, vi havde jo masser af tid til at lappe dækket ;-) Efter et par timers venten, og Sofies forsøg på at overtale en lastbil fyldt med militærfolk til at fylde grøften med sten, så vi kunne køre forbi blokaden, fortalte en lastbilschauffør at vi kunne køre via mineområdet ind i Potosi. Som sagt så gjort, så nu kender vi en smutvej ind i Potosi, til en anden god gang!!
Potosi er en historisk by, særligt pga. af sin storhedstid som mineby engang i 1700 , stadig den dag i dag er der travlhed i minerne, man mener der arbejder omkring 14.000 mand. Vi havde ikke tidligere været specielt begejstrede over Potosi, men pga. af strejken blev vi tvunget til at se nærmere på byen, så efter et par dages ophold er vi mere positive stemt.
Herefter drog vi videre til Salt-ørkenen, hvor vi nød den fantastiske natur. (Trick - billede af Signe, Sofie og Trine fra saltørkenen)
På landet – Pirhuani
Såååååå, har vi været på landet, landet, for første gang! Det vil sige længere ude på landet end San Lucas, der ikke rammer meget ved siden af betegnelsen ”landet”
Vi drog sammen med Elio, lægen der underviser i traditionel medicin, af sted fra San Lucas søndag d. 25 om morgenen ved 9 tiden. Køreturen til hvor vejen ender og udmunder i en sti til Pirhuani er omkring tre en halv times kørsel fra San Lucas. Efter diverse indkøb til kurset, bl.a. mad, drikkelse og koka blade, kom vi frem til hvor vi skulle mødes med nogle folk fra Pirhuani og deres muldyr, klar til at begive os ud på den 6 timers lange nedstigning.
IMCC har en aftale med landsbyen om at de stiller muldyr til rådighed, til transport af grej til kurserne, samt bagage, da kurserne kommer beboerne til gode i Pirhuani. (Trine og muldyr på vej til Pirhuani) Inden kursuset kommunikeres der via en radio til sundhedsposten, for at sikre at de ved vi kommer og at der er dyr til rådighed. Denne søndag var der kun dukket en mand op med hans muldyr og 9 årige søn, da et andet muldyr måtte stoppe pga. træthed, så vi måtte på med taskerne og bevise overfor en skeptisk Elio at vi da sagtens kunne bære vores ting til Pirhuani. Og hvilken flot tur, helt klart de ømme ben værd!
Der bor kun ca. 6 personer i selve landsbyen Pirhuani, og omkring 2000 i dalområdet omkring Pirhuani. I landsbyen er der derfor centrum for området med en sundhedspost og en slags kostskole hvor børnene komme fra hele dalen om søndagen og drager hjem til familien hver torsdag. Herude er der ingen elektricitet, og kun rindende vand ved skolen og sundhedsposten, og hele området er forbundet af stisystemer. At bolivianerne er gode til at gå er ikke underligt, den 9 årig vi fulgtes med ned til Pirhuani havde stået op tidligt den morgen, gået de 8 timer op til hvor de mødtes med os, og så ned igen. Pirhuani og dalen er kun et af de 11 områder vi arbejder i, men det er et af de sidste der stadig ikke kan nås med vej. Denne isolation betyder at folk her bor og lever som man har gjort i århundrede. Hovedparten af den ældre generation taler kun quechua, et indianersprog der stammer tilbage til tiden efter Inkaerne, og stort set alle lever under FNs ekstremfattigdomsgrænse. En grænse som i Bolivia defineres som fattigdomsgrænsen, mens ekstrem fattigdom er den halve af FNs tilsvarende grænse. Men herude hvor folk dyrker og bytter sig til deres nødvendigheder lider de ikke nød, men er meget sårbare overfor sygdom og fejlslagenhøst. Sundhedsposten er betjent af en mand, der er uddannet sygehjælper, han har radiokontakt til hospitalet og lægerne i San Lucas, men alt skal han klare selv. I tilfælde af alvorlig sygdom skal man først ind til sundhedsposten der kan ligger fem timer væk til fods og derefter de 7-8 timer op til vejen, hvor man kan hentes af ambulance. Gennemsnitsalderen herude er da også kun ca. 54 år. Grundet de dybe traditioner, og manglende sundhedstilbud, behandles en stor del af de syge af traditionelle behandlere. I strategien for IMCC ønskes et bedre kendskab til hvem de traditionelle behandlere er og hvad de kan. På kurserne tilstræbes der derfor efter at lære dem at kende, at de deler deres erfaringer med os og hinanden, og sidst men ikke mindst at give dem indsigt i vestlig medicin.
Kurserne i første semester 2007 laves der første dag en pomade mod infektioner, inflammationer såsom gigt. Anden dag lærer de om anatomi. (Elio til højre i billedet, en gruppe er ved at fremlægge deres viden omkring de forskellige organer) Vi vil gerne have at de ved og har forståelse for, at når en patient har stærke mavesmerter som ved blindtarmsbetændelse, skal patienten på sygehuset, og at det ikke i denne situation hjælper med et urte omslag og ofre kokablade. Det store mål er at de to sundhedsopfattelser arbejder bedre sammen, da en bolivianer fra Pirhuani kan have godt af at der bliver ofret kokablade inden han tager sin penicillin, så virker pillerne bedre.
I dette arbejde er Elio uundværlig. Han er læge, taler quechua, og respektere den meget anderledes sundhedsopfattelse som indianerne tror på, hvilket gør at han nyder respekt hos deltagerne.
Vi var mest med på en kigger, vi fatter jo desværre ikke rigtigt hvad de snakker om når det hele foregår på quechua, men det er med til at give os et bedre billede af hvad vi arbejder for i hverdagen og gør os dermed i stand til bedre at vejlede Elio, sådan vi hele tiden arbejder frem imod strategiens mål og den bedst mulige undervisning. Herudover var det en rigtig, rigtig god tur, hvor vi fik dannet os et godt indtryk af livet i dalområdet der i høj grad adskiller sig fra vores dagligdag i San Lucas.
Kogekonen på kurset i Pirhuani. I dalene er folk meget mere farvestålende klædt end i San Lucas, og altid med mange blomster i hatten
Ansvarsopgaver på projektet
I dagligdagen her i San Lucas har vi os fire imellem diverse ansvarsområder, store som små, Rune er f.eks. præsident, hvilket lyder rigtigt flot, ikk, men til tider også potentielt hårdt.…. arbejdet indebærer hovedsagligt papirarbejde, vigtigt papirarbejde, såsom udfyldning og anskaffelse af utallige af papirer og underskrifter i forbindelse med indkøb af biler til projektet, NGO registrering, samarbejdsaftaler med den bolivianske regering m.m. Desuden er han sammen med Mikkel, bil ansvarlig, hvilket også kan give en hovedpine eller to for at købe nye biler, er lidt af en opgave i Bolivia, og til sidst er han bl.a. kontaktperson for vores mandlige ansatte Elio
Trine er ligeledes sammen med Marie kontaktperson for vores kvindelig ansatte, Vicky, men det der nok fylder mest er kasserposten, hvilket indebærer at der skal holdes styr på økonomien og laves regnskab en gang i måneden (er sikker på at min mor er stolt og måske lidt overrasket over at det kører så godt som upåklageligt ;-) Strategien er at gøre projektet så bæredygtig som muligt, hvis/ når projektet lukker ned i 2011. Lige pt. bruges der derfor meget tid på at gøre projektet økonomisk bæredygtigt på lang sigt, dvs. at vi i mange af vores aktiviteter, såsom traditionel medicin, frivillige sundhedsarbejdere, fællesspisninger har fået kontraparte med kommunen om at vi deler udgifterne 50 / 50 i 2007, IMCC 40/ 60 kommunen i 2008, IMCC 30/ 70 kommunen i 2009, og så fremdeles. Samarbejdet omkring kontraparten med kommunen er i opstartsfasen, og tager derfor en god portion tid, vi kan vist roligt sige at det er både lettere og hurtige selv at betale det hele, men det er der ikke meget bæredygtighed…..så vi klør på!
Det var alt for denne gang, det skal dog lige siges at vi stadig er rigtig glade for at bo og arbejde i San Lucas, og tiden flyver jo af sted…. Så inden længe vender vi næsen hjemad igen.
Mange hilsner og tanker fra Bolivia - Rune og Trine
Ferie sammen med Sofie og Signe
Uha, det er nu skønt at få besøg hjemmefra! Vi havde en hel uges ferie til rådighed sammen med Sofie og Signe (gode veninder fra seminariet). Vi hentede et par trætte og lidt højdesyge piger i Sucre, og fortsatte samme dag til San Lucas. Efter et par dages rundtur i San Lucas, hvor det var blevet til besøg på hospitalet og skolerne (til stor begejstring for børnene), drog vi videre til Potosi. Eller dvs. vi havde et par forhindringer på vejen, ved indgangen til Potosi var vejene blokeret med store lastbiler, og ingen vidste hvor længe blokaderne ville vare. Samtidig var vi så ”heldige” at punktere, så god start på ferien, men ingen hastværk, vi havde jo masser af tid til at lappe dækket ;-) Efter et par timers venten, og Sofies forsøg på at overtale en lastbil fyldt med militærfolk til at fylde grøften med sten, så vi kunne køre forbi blokaden, fortalte en lastbilschauffør at vi kunne køre via mineområdet ind i Potosi. Som sagt så gjort, så nu kender vi en smutvej ind i Potosi, til en anden god gang!!
Potosi er en historisk by, særligt pga. af sin storhedstid som mineby engang i 1700 , stadig den dag i dag er der travlhed i minerne, man mener der arbejder omkring 14.000 mand. Vi havde ikke tidligere været specielt begejstrede over Potosi, men pga. af strejken blev vi tvunget til at se nærmere på byen, så efter et par dages ophold er vi mere positive stemt.
Herefter drog vi videre til Salt-ørkenen, hvor vi nød den fantastiske natur. (Trick - billede af Signe, Sofie og Trine fra saltørkenen)
På landet – Pirhuani
Såååååå, har vi været på landet, landet, for første gang! Det vil sige længere ude på landet end San Lucas, der ikke rammer meget ved siden af betegnelsen ”landet”
Vi drog sammen med Elio, lægen der underviser i traditionel medicin, af sted fra San Lucas søndag d. 25 om morgenen ved 9 tiden. Køreturen til hvor vejen ender og udmunder i en sti til Pirhuani er omkring tre en halv times kørsel fra San Lucas. Efter diverse indkøb til kurset, bl.a. mad, drikkelse og koka blade, kom vi frem til hvor vi skulle mødes med nogle folk fra Pirhuani og deres muldyr, klar til at begive os ud på den 6 timers lange nedstigning.
IMCC har en aftale med landsbyen om at de stiller muldyr til rådighed, til transport af grej til kurserne, samt bagage, da kurserne kommer beboerne til gode i Pirhuani. (Trine og muldyr på vej til Pirhuani) Inden kursuset kommunikeres der via en radio til sundhedsposten, for at sikre at de ved vi kommer og at der er dyr til rådighed. Denne søndag var der kun dukket en mand op med hans muldyr og 9 årige søn, da et andet muldyr måtte stoppe pga. træthed, så vi måtte på med taskerne og bevise overfor en skeptisk Elio at vi da sagtens kunne bære vores ting til Pirhuani. Og hvilken flot tur, helt klart de ømme ben værd!
Der bor kun ca. 6 personer i selve landsbyen Pirhuani, og omkring 2000 i dalområdet omkring Pirhuani. I landsbyen er der derfor centrum for området med en sundhedspost og en slags kostskole hvor børnene komme fra hele dalen om søndagen og drager hjem til familien hver torsdag. Herude er der ingen elektricitet, og kun rindende vand ved skolen og sundhedsposten, og hele området er forbundet af stisystemer. At bolivianerne er gode til at gå er ikke underligt, den 9 årig vi fulgtes med ned til Pirhuani havde stået op tidligt den morgen, gået de 8 timer op til hvor de mødtes med os, og så ned igen. Pirhuani og dalen er kun et af de 11 områder vi arbejder i, men det er et af de sidste der stadig ikke kan nås med vej. Denne isolation betyder at folk her bor og lever som man har gjort i århundrede. Hovedparten af den ældre generation taler kun quechua, et indianersprog der stammer tilbage til tiden efter Inkaerne, og stort set alle lever under FNs ekstremfattigdomsgrænse. En grænse som i Bolivia defineres som fattigdomsgrænsen, mens ekstrem fattigdom er den halve af FNs tilsvarende grænse. Men herude hvor folk dyrker og bytter sig til deres nødvendigheder lider de ikke nød, men er meget sårbare overfor sygdom og fejlslagenhøst. Sundhedsposten er betjent af en mand, der er uddannet sygehjælper, han har radiokontakt til hospitalet og lægerne i San Lucas, men alt skal han klare selv. I tilfælde af alvorlig sygdom skal man først ind til sundhedsposten der kan ligger fem timer væk til fods og derefter de 7-8 timer op til vejen, hvor man kan hentes af ambulance. Gennemsnitsalderen herude er da også kun ca. 54 år. Grundet de dybe traditioner, og manglende sundhedstilbud, behandles en stor del af de syge af traditionelle behandlere. I strategien for IMCC ønskes et bedre kendskab til hvem de traditionelle behandlere er og hvad de kan. På kurserne tilstræbes der derfor efter at lære dem at kende, at de deler deres erfaringer med os og hinanden, og sidst men ikke mindst at give dem indsigt i vestlig medicin.
Kurserne i første semester 2007 laves der første dag en pomade mod infektioner, inflammationer såsom gigt. Anden dag lærer de om anatomi. (Elio til højre i billedet, en gruppe er ved at fremlægge deres viden omkring de forskellige organer) Vi vil gerne have at de ved og har forståelse for, at når en patient har stærke mavesmerter som ved blindtarmsbetændelse, skal patienten på sygehuset, og at det ikke i denne situation hjælper med et urte omslag og ofre kokablade. Det store mål er at de to sundhedsopfattelser arbejder bedre sammen, da en bolivianer fra Pirhuani kan have godt af at der bliver ofret kokablade inden han tager sin penicillin, så virker pillerne bedre.I dette arbejde er Elio uundværlig. Han er læge, taler quechua, og respektere den meget anderledes sundhedsopfattelse som indianerne tror på, hvilket gør at han nyder respekt hos deltagerne.
Vi var mest med på en kigger, vi fatter jo desværre ikke rigtigt hvad de snakker om når det hele foregår på quechua, men det er med til at give os et bedre billede af hvad vi arbejder for i hverdagen og gør os dermed i stand til bedre at vejlede Elio, sådan vi hele tiden arbejder frem imod strategiens mål og den bedst mulige undervisning. Herudover var det en rigtig, rigtig god tur, hvor vi fik dannet os et godt indtryk af livet i dalområdet der i høj grad adskiller sig fra vores dagligdag i San Lucas.Kogekonen på kurset i Pirhuani. I dalene er folk meget mere farvestålende klædt end i San Lucas, og altid med mange blomster i hatten
Ansvarsopgaver på projektet
I dagligdagen her i San Lucas har vi os fire imellem diverse ansvarsområder, store som små, Rune er f.eks. præsident, hvilket lyder rigtigt flot, ikk, men til tider også potentielt hårdt.…. arbejdet indebærer hovedsagligt papirarbejde, vigtigt papirarbejde, såsom udfyldning og anskaffelse af utallige af papirer og underskrifter i forbindelse med indkøb af biler til projektet, NGO registrering, samarbejdsaftaler med den bolivianske regering m.m. Desuden er han sammen med Mikkel, bil ansvarlig, hvilket også kan give en hovedpine eller to for at købe nye biler, er lidt af en opgave i Bolivia, og til sidst er han bl.a. kontaktperson for vores mandlige ansatte Elio
Trine er ligeledes sammen med Marie kontaktperson for vores kvindelig ansatte, Vicky, men det der nok fylder mest er kasserposten, hvilket indebærer at der skal holdes styr på økonomien og laves regnskab en gang i måneden (er sikker på at min mor er stolt og måske lidt overrasket over at det kører så godt som upåklageligt ;-) Strategien er at gøre projektet så bæredygtig som muligt, hvis/ når projektet lukker ned i 2011. Lige pt. bruges der derfor meget tid på at gøre projektet økonomisk bæredygtigt på lang sigt, dvs. at vi i mange af vores aktiviteter, såsom traditionel medicin, frivillige sundhedsarbejdere, fællesspisninger har fået kontraparte med kommunen om at vi deler udgifterne 50 / 50 i 2007, IMCC 40/ 60 kommunen i 2008, IMCC 30/ 70 kommunen i 2009, og så fremdeles. Samarbejdet omkring kontraparten med kommunen er i opstartsfasen, og tager derfor en god portion tid, vi kan vist roligt sige at det er både lettere og hurtige selv at betale det hele, men det er der ikke meget bæredygtighed…..så vi klør på!
Det var alt for denne gang, det skal dog lige siges at vi stadig er rigtig glade for at bo og arbejde i San Lucas, og tiden flyver jo af sted…. Så inden længe vender vi næsen hjemad igen.
Mange hilsner og tanker fra Bolivia - Rune og Trine
Solopgang efter 4 timers gåtur på vejen hjem fra Pirhuani
Ingen kommentarer:
Send en kommentar