Bolivia

Hjemrejse

2008-02-17T13:26:00.000-08:00

Hej Allesammen...

Saa er det blevet tid til at vende hjem til Danmark igen...

Vi flyver fra Bolivia torsdag den 21 februar om morgenen, og lander i KBH kl 14.20 med flyveren fra Madrid...

Haaber i har glaede af siden, vi regner med at ligge lidt flere billeder ind saa snart vi kommer til Dk, og et internet uden opkaldsmodem...

Mange hilsner fra Trine og Rune, og vi ses meget snart.

Godt Nytaar!

2008-01-14T07:07:00.000-08:00

Håber i alle har haft en alletiders jul, og er kommet godt ind i det nye år!
Det har været nogle travle uger på kontoret i San Lucas, og vi som lige havde håbet på at december ville blive stille og rolig. Sådan skulle det ikke være, men det er nu ikke så ringe endda at have noget at rive i.

Legater
I november og december måned var der ansøgningsfrist for de to typer legater som IMCC uddeler.

Fest og farver ved uddelingen af studenter -eksamen.

Den ene type er folkeskole for voksne. Ud fra de ansøgninger der er kommet vælger vi ud fra flere kriterier. Først og fremmest er det vigtigt at de kommer fra dalområderne, denne priotet skyldes at det er denne gruppe af mennesker der har sværest ved at få deres uddannelse, samt at det er den fattigste gruppe. Vi ønsker også at dem der arbejder som frivillige sundhedsarbejdere skal have muligheden for mere skolegang, sådan at de kan blive dygtigere og måske endda få muligheden for at tage en sundhedsuddannelse.
Legatet dækker udgifter til eksamen, bøger, lektiehjælp og transport.
Elverne får uddelt bøger i starten af året, og er fropligtigt til at møde op til 4 eksmener i løbet af året. Et år med denne uddannelse svare til to år i den almindelige skole.
Der er 3 niveauer, der dækker fra 6. klasse og frem til en studentereksamen. En typisk elev blev aldrig færdig med folkeskolen, pga. børn eller de skal hjælpe til med arbejdet i familien. De får så muligheden for at færdiggøre folkeskolen som voksne.

Den anden type legat er til en 2 års uddannelse som sygehjælper. En sygehjælper arbejder fx. på et hospital eller har ansvaret for en sundhedspost på landet. Vi uddeler hvert år 2 legater, til den 2 årige uddannelse. For dette legat er den igen en fordel at komme fra dalene og at have arbejdet med sundhed før, fx. som frivillig sundhedsarbejder. En af dem der fik legat i 2005 arbejder nu tæt sammen med os på hospitalet, han kom fra landet, og havde ikke økonomisk råderum til at tage en uddannelse. Han arbejdede i sin landsby som frivillig sundhedsarbejder. Efter hans uddanelse blev han ansat på hospitalet med ansvaret for at undervise de frivillige sundhedsarbejdere. Han havde ikke så meget erfaring med undervisning da han startede, men da han kender dalene, folket, sproget Qechua og den måde de tænker på, er han hurtigt blevet meget dygtig. En historie som vi er svært stolte af her i San Lucas.
I år havde vi 16 ansøgere til legatet. Vi har valgt 8 ud af dem til at komme til en eksamen som vi afholder i februar. Her skal de have en mundtlig og en skriftlig eksmaen, og den kvinde og den mand der klare sig bedst får legaterne. Men det er noget man skal ville, for med de store afstande der er i Bolivia, kommer de studerende kun hjem en gang på ferie i løbet af de 2 år uddannelsen varer. Til gengæld har de så muligheden for at forsøge deres familier når de er blevet færdige og har fået job.

Årsrapport
Her i slutningen af året og starten af januar har vi haft tralvt med årsrapporten som afleveres til alle vores samarbejdspartenere. I den har vi muligheden for at beskrive vores aktiviteter, hvad vi nåede i 2007 og hvad der stadig mangler, hvad der er gået godt og hvad der skal forbedres i 2008. Rapporten er selvfølgelig på spansk, og selvom man efterhånden føler sig flyende i det talte er det nu alligevel en stor mundfuld at skrive på spansk... Det skulle jo helst ikke lyde som om at det er et barn fra 5. klasse der er forfatter. Så det er nu meget rart at have et par gode ansatte, der er klar til at rette rapporten for”småsvupsere” ;-)

Ny ansat til kvindegrupperne
I 2007 har IMCC arbejdet med kvindegrupper i 5 områder, men da strategien er at udvide til 11 områder skal der fra marts måned ansættes en kvinde mere til at undervise på landet. På denne baggrund har vi udvalgt 7 til samtale ua af de 16 ansøgere vi har fået. Dog har alle åbentbart ikke læst annoncen helt grundigt, vi har specifikt skrevet at vi søger en kvinde og at man skal mestre Quecua (lokalsproget), og alligevel søgte en mand som snakker Aymara (lokalsproget i La Paz), der desuden skrev at han glædede sig meget til at bo i Madrid. Ja, ja sådan er det jo, nu håber vi bare der en god kvalificeret ansat i mellem ansøgerne når samtalerne løber af stablen i slutningen af januar.

Cykling
Tommy og Rune var været i intens træningslejr i december måned, målet var at tage rekorden på at bestige ”el cumbre på cykel”. Det lykkedes Rune d. 23 dec. at tage den 12 km stejle tur på 1 time og 16 min., 3 min. hurtigere end den hidtidige rekord, nu håber han så at den rekord vil holde lidt tid, for det var en hård omgang.

Rune i haard traening

D. 3 januar ankom Randi og Martin til Bolivia, så nu begynder vi for alvor at føle at hjemrejsen til Danmark ligger og lurer lige om hjørnet. Selv om det stadig er en smule surealistisk at tænke på en hverdag i Århus, saa glaeder vi os rigtigt meget til at se jer alle sammen igen. Vi flyver fra La Paz d. 21. februar om morgenen, og lander i Kastrup ca. kl. 14.20 fredag den 22. februar, med flyet fra Madrid, hvis alt går som planlagt.

Hmmm, februar i Danmark direkte fra boliviansk sommer... Det bliver en kold omgang, Trine har da ogsaa været så forudseende at købe omkring 10 strikketrøjer i lamauld, for at kunne modstå kulden ;-)

Vi ses jo lige om snart...
Mange hilsen fra os her i Bolivia - Trine og Rune

Ferie med forældrene, fortsat.....

2007-11-26T14:35:00.000-08:00

Efter at have nydt danseoptagene i Sucre, kørte vi til San Lucas. Her blev der daset, givet en kort rundvisning i byen, lavet god mad, cyklet, skrevet dagbøger, læst og for nogles vedkommende blev det også til bestigning af toblerone bjerget lige i nabolaget, det holdt hårdt, men de kom op på toppen ;-) Nogle stille og rolige dage oven på et aktivt program i Trinidad og Sucre.

Minerne i Potosi

Vi har ellers siden vores ankomst til Bolivia altid været modstandere af at tage på besøg i minerne i Cerro rico (det rige bjerg), da Potosi og minerne i sig selv dækker over så mange frygtelige historier, desuden er sikkerheden ikke den bedste, i bjerget hvor ingen har noget overblik over hvor mange miner der findes og hvor i bjerget der arbejdes. Billede: Rune dukker frem fra et dybere niveau

Spanierne startede mine - driften i Potosi i 1545, og det siges at man med det udvundne sølv fra minerne kan bygge en bro de 10.000 km til spanien, og ligeledes en bro tilbage til Bolivia af knogler fra de indianske og afrikanske slaver, der er omkommet i minerne pga det kummerlige arbejde. Man mener at omkring 8 mio. slaver mistede livet.
I dag er det bolivianske arbejdsshaks der udvinder mineralerne, det er særligt tin, men også lidt sølv der i dag hentes ud af minern. Udenlandske firmaer opkøber råmaterialerne hvorefter de forarbejder jorden og udvinder mineralerne, en proces der er for kompliceret og dyr til at bolivianske firmaer har forsogt sig. Ingen har nogle præcise tal på hvor mange der egentlig arbejder i minerne, men man mener det er omkring 15.000 bolivianere, hvoraf nogle af dem er børn helt ned til 8 års alderen, der løber ærinder for de voksne. Som dansker kan det være svært at fortså at mange vælger arbejdet i minerne, fremfor landbrug eller eventuel uddannelse. Men lønningerne er pt. gode af bolivianske forhold. Markedsprisen på tin og sølv er hoje og selv børn i 10 – års alderen kan tjene 50 (40 kr) bolivianos om dagen, hvilket svarer til lønnen for en voksen faglært håndværker. En leder af et arbejdsshak på 30 personer tjener ca. det dobbelte af en almindelig betalt boliviansk læge. Men et svigtende helbred er en trolig følgesvend, f.eks. jernlunger, pga de enorme maegder stoev og giftige dampe i bjerget, desuden er det generelt et utroligt haardt arbejdsmiljo hvor temperaturen naar 35 – 45 grader på de dybe nivaeuer. Dem der gaar ind i bjerget for at arbejde, kan ikke vide om de komme ud som et helt mennekse og de fleste minearbejdere drikker store maegder alkohol og tygger coca inden de bevaeger sig ind i de klaustrofobiske gange. Minearbejderne ofrer til djaelven inden de gaar ind, han er nemlig den der har magten i det maegtige bjerg, og ham man skal saette sin lid til for at komme uskadt ud igen. Billede: den tilbedte djaevle

Efter en rigtigt god ferie, er hverdagen de sidste par uger blevet brugt på arbejde i San Lucas: vi har så småt påbegyndt årsrapporten på spansk, som skal afleveres til diverse offentlige instanser samt vores næremeste samarbejdspartnere, desuden er vi i gang med at opdateret diverse arbejdspapirer, så det bliver lettere for de nyest ankomne at sætte sig ind i hverdagen på projektet. Det nye par, Randi og Martin, der skal tage over efter os ankommer til Bolivia om en måneds tid, og så starter overlappet, så der er mange ting der lige skal lægges en sidste finger på inden juleferien.

I disse dage er der voldsomme demonstrationer i Sucre, som udspringer af utilfredshed over den nye grundlov som er ved at blive lavet, blandt andet onsker de at faa hovedstaden flyttet fra La Paz til Sucre. Demonstrationer er voldsomme, men det er heldigvis ikke noget vi maerker i vores hverdag i San Lucas.

For jer der gerne vil vide lidt mere om aarsagerne bag kan i finde mere her:

http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/7112456.stm

http://news.bbc.co.uk/2/hi/americas/7114506.stm

Mange Hilsner fra Trine og Rune

Amazonas og danseopvisning

2007-10-29T03:40:00.001-07:00

Hola, hola

Hvordan har I det hjemme i Danmark?
Ja, vi nyder livet her i Bolivia....Ferie, ferie, ferie, ihh hvor er det dejligt med ferie og besøg af forældrene fra Danmark!
Og forresten, bare lige til en orientering, så har vi faktisk kun 6 ugers ferie i alt, nogle har åbentbart en tendens til at tro at vi ikke rigtigt arbejder hernede, men kun holder ferie, ja, bare lige så det er på det rene ;-)
Vi drog afsted til Trinidad i det nordlige Bolivia, sammen med Trines forældre, Runes mor, og et vennepar af trines forældre, hvor vi boede 4 dage på flodpram, imens vi sejlede opad mamore floden, der løber ud i amazonasfloden. Hver dag var der rig mulighed for at nyde naturen og stilheden. Det lykkedes os et par gange om dagen at spotte de lyserøde floddelfiner der svømmede ved siden af båden, samt flodskildpadderne, imens der blev slikket sol og daset på det øverste dæk. Trods en til tider næsten ulidelig varme på omkring 35 C i skyggen vel at mærke, og en dejlig masse myg, var vi på trekking i junglen for at se efter dyr, besøge lokale indianerstammer, ridetur på savannen, besøg på en stor farm med 9000 kødkvæg, fiskede piratfisk, og ikke mindst blev der tid til nogle dejlige forfriskende og tiltrængte svømmeture i floden. Alt i alt en super god tur, hvor det hele foregik i et stille og roligt tempo, der passede til varmen ;-) Billedet: Vi nyder livet på øverste dæk!

Efter- følgende rejste vi tilbage til Santa Cruz, hvor det var meningen at vi skulle flyve direkte videre til Sucre, men så let skulle det ikke være...... Ved ikke hvor meget i hører derhjemme om Bolivia i nyhederne, men Sucre har over et stykke tid lavet blokader og martcher for at få hovedstaden flyttet fra La Paz til Sucre, og netop denne dag nedlagde hele byen arbejdet for endnu, endnu, endnu en gang at gøre opmærksomhed på at de vil have hovedstaden til Sucre, det nedlagte arbejde inkluderede lufthavnen, så vi fik en ekstra dag i Santa Cruz, som bl.a. blev brugt til at køle af i et vandland, ahhh!
Meget, meget kort fortalt havde vi også problemer med at komme på flyet den efterfølgende dag, men efter en nervepirrende morgen lykkedes det os på et hængende hår at komme på flyet til Sucre. Hvor tiden bl.a. er blevet effektiv brugt på shopping for damernes vedkommende. Hele lørdagen var der stort danseoptog i Sucres afspærrede gader, fra eftermiddagstid og til godt ud på natten. Dette er en årlig tradition at de forskellige studier på de videregående uddannelser hver i sær danser en traditionel dans. Vildt imponerende, flot og fasinerende! Bolivianerne forstår virkelig at skabe en super stemning!

En kort beretning for denne gang, men vi vender snart tilbage med flere beretninger og feriebilleder fra Bolivia!! Hej så længe....

Vi har lynene travlt, men vi ta`r det med ro.........

2007-09-26T11:10:00.000-07:00

Hola hola

Ja, så er vi langt om længe tilbage med lidt nyt her fra Bolivia…….

Kalenderen for september måned har der været booket godt og grundigt, travlhed over hele linien, så tiden flyver af sted. En måned hvor der har været utrolig mange planlægnings- og koordineringsmøder, samtidig med at kurserne for traditionelle behandlere og kvindegrupperne kører på højtryk. I og efter oktober skulle det hele gerne blive mere stille og roligt, regntiden begynder så småt, og det sætter automatisk en stopper for kurserne på landet. Når det regner, bliver vejene så dårlige at man ikke kan komme frem til landsbyerne, selv ikke i en stor 4-hjulstrækker, dvs. at stort set alle aktiviteter går på vågeblus, og tiden bliver i stedet bl.a. brugt til at planlægge næste år, skrive spansk årsrapport, genforhandle kontrakter med de ansatte, og udvælge elever til de skoler vi giver legater til. Travlhed giver også rigeligt at skrive hjem om, så her kommer et lille udpluk af vores oplevelser igennem den sidste måneds tid.

Ferie, juuuuubii!

Heldige os, Malou og Jasper ville gerne lige holde en god uges ferie sammen med os her i slutning af august, rigtigt dejligt at få besøg fra DK. Vi benyttede muligheden for at komme en tur til amazone junglen i det nordlige Bolivia. For os et meget, meget anderledes Bolivia, end det golde, tørre, og støvede vi kender så godt, det var som at komme til et andet land, frodigt, grønt, farverigt og med masser af dyreliv. Vi tog en 3 dages pampastur, hvor man hovedsagelig sejler rundt. Vi fik set utrolig mange krokodiller, fugle, flodsvin, flodskildpadder og var heldige også at spotte nogle få floddelfiner og abeflokke. Kronen på værket var dog at vi så en 2- 3 m lang anakonda slange, sejt! Alt i alt - en hel fantastisk natur oplevelse.

Naturen fortsatte med at imponere da vi besøgte sol øen der ligger i Titicaca søen, 4000 m over havets overflade. Fra gammel tid og op til i dag er øen et helligt sted for de indianske religioner, der alle har haft solen som gud.

Billedet: Vi befinder os på det hellige Inca sted på toppen af soløen hvor de traditionelle behandlere laver ritualer til solguden.

Generalforsamling for de frivillige sundhedsarbejdere

Hvert år afholdes der generalforsamling(Asmablea) for de frivillige sundheds arbejdere, der arbejder ude i deres landsbyer, hvor de informere om sundhed. Dette system af sundhedsarbejdere har IMCC arbejdet meget med i starten af projektet, men vi trækker os nu mere og mere ud af aktiviteten og overlader det til hospitalet. Men der er stadig brug for meget støtte til denne gruppe.

Vi er med til det måndelige bestyrelses møde, for at hjælpe og støtte. Organisationen er stadig på et niveau hvor de næppe selv ville kunne lave noget hvis ikke IMCC støttede op om dem. Et eksempel er den generalforsmling der er blevet afholdt. Ansvaret for afholdelsen ligger hos bestyrelsen, men de har brug for en god portion støtte fra IMCC, så vi har været med under alle forberedelserne og var tilstede under generlaforsamlingen alle 3 dage. En hård tjans, men også spændende. Vi var ihvertfald godt trætte da det hele var afsluttet.

Det er vigitgt at afholde sådan en generalforsamling, da det er det eneste forum der er rent deres, her kan de snakker om de problemer de møder og hvordan de skal løses. Det lyder jo meget godt, krøllen på halen er dog at det er de ikke så forfærdetligt gode til, og i løbet af de tre dage dukkede der mange interresante forslag op, de ville gerne have løn, have gratis lægebehandling i hele landet, ideer som ikke er dårlige, men fuldstændigt umuligt. Det svære ved gruppen er at de kommer fra landet, (og det er altså noget længere væk end vestjylland) og har en meget anderledes måde at tænke på, så man skal gå balancegang for ikke at få problemer. Den sidste dag på generalforsamlingen blev der delt identitetskort ud til dem der havde arbejdet det sidste år, og de fik samtidig en rygsæk. Desværre var der ikke så mange der havde afleveret deres rapport om hvad de havde lavet, så der var kun få der fik det til generalforsamlingen. Ideen med rygsækken er at det er en motivator for at de skal arbejde, så den får de kun, når de har bevist at de har arbejdet, dvs. når de afleverer deres rapport får de rygsækken. Se det er da logik, men den går ikke på landet!!!!!!!!

Inden vi så os om, udbrød der nærmest oprør, for alle ville have denne rygsæk, og de mente at både IMCC og hospitalet ville snyde dem. Hvad gør man så... 130 sure bønder og ikke mange gode løsninger. Et var vi sikre på, de måtte ikke få deres vilje, for de rygsække er kun til dem der arbejder, og det var de færrste af dem fer havde udført deres arbejde. Der blev holdt et krise møde, med cheflæge, en anden NGO, bestyrelsen for de frivlillige sundheds arbejdere og os IMCC. Det var ikke nogen rar oplevelse, pludseligt faldt bestyrelsen os i ryggen, og mente at alle skulle have rygsække, selvom de selv havde været med til at beslutte at kun de der arbdejer får en fortjeneste. Og som om at det ikke var nok viste cheflægen sig at være en kæmpe kryster, og valgte også at tage de sure bønders parti... ØV. Nå men alle andre end dem var enige i at vi ikke bare kunne dele ud til højre og venstre, så der blev med meget møje og besvær forhandlet et ”kompromi” på plads, sådan at alle dem der havde arbejdet kunne aflevere deres rapporter og få deres rygsæk..sådan cirka som det hele tiden havde været meningen... Hvad der gik galt? Tjaa, en fattige bonde, vil gøre alt for at få sådan en rygsæk værdi ca 50 Dkr, og han stoler overhovedet ikke på hvad der bliver sagt af myndighederne såsom hospitalet... I hans øjne ville vi gringos bare score alle de rygsække der ikke blev delt ud, og putte pengene i vores egen lomme.. Et ikke helt usædvanligt fænomen i Bolivia...

Men, men, men, alt taget i betragtning gik det hele godt, hospitalet blev mindet om at der findes denne gruppe, og vi fik givet en masse undervisning og information.. Godt at der er et år til næste gang.

Dansekonkurrence

Aftnerne er i de sidste par uger stået i sportens tegn. Der afholdes årligt to sportsturneringer i San Lucas, hvor alle institutioner kan deltage. Denne turnering skulle selvfølgelig, som de plejer blæses i gang med march og hyldning af nationalsangen. Herudover skulle turneringen indvies med traditionelle danse og afsluttes med et dragqueen show, som de enkelte institutioner kunne vinde point på. På denne baggrund gik vi sammen med hospitalspersonalet i skarp træning, altså i traditionel dans, hvilket der så sandelig også var behov for. Dansen er en klassiker fra det sydlige Bolivia, tilsat en enkelt god traditionel dansk dans – støvledansen, som vi brillerede med i afslutningen af dansen. jo, jo. Det samlede resultat blev ikke helt fantastisk, men vi klarede det da. Billederne siger det nok bedre end ord .

Ja, det bliver jo efterhånden helt hverdag hernede, selvom Bolivia fortsat overrasker gang på gang, både på godt og ondt. Den tidligere almindelige hverdag hjemme i Århus er ved at virke en anelse fjern, men ikke mere end at returbilletten nu er bestilt hjem til Dk. D. 22. februar lander vi atter i Dannevang.

Mange hilsner og tanker fra os hernede på den sydlige halvkugle – Rune og Trine

Festlige dage i Bolivia

2007-08-14T11:07:00.000-07:00

D. 6. august er Bolivias uafhængighedsdag: i 1825 blev Bolivia erklæret for en selvstændig republik, opkaldt efter generalen Simon Bolivar, som også i starten af 1820erne var med til at sikre Venezuela og Colombia deres uafhængighed fra spanierne. Denne dag skal selvfølgelig fejres med maner, hvilket sker med en stor parade, hvor alle institutioner fra San Lucas og omegn marcherer i 3 rækker foran rådhuset til hornmusik og følgende tilråb fra byen idrætslærer: venstre….., venstre….., venstre…. og venstre. Når man parerer på vegne af ens institution skal de deltagende så vidt muligt have ens tøj på, eller minimum iføre sig sit pæne og mest repræsentable tøj. Vi havde på IMCCs vegne fået vores syerske Irma til at male et banner, da vi ikke kunne præstere det store på hverken det koordinationsmæssige eller tøj området.

Bolivia er landet med rigtigt mange helligdage/ feriedage, der er bl.a. lærerens dag, elevernes dag, bøndernes dag, vennens dag, lægens dag, fars dag, Columbus dag, San Juan – svarende til vores Sankt Hans, mors dag, havets dag, de dødes dag, sygeplejerskens dag osv. osv. osv. osv. Herudover findes der alle dagene hvor de enkelte byer, kommuner og amter fejrer deres ”fødselsdage”. Alle de forskellige feriedage har hver deres traditioner, på vennens dag skal alle fra hospitalet eksempelvis mødes til en time med kakao og kage, hvor alle har købt en lille gave til deres hemmelige ven (ala julenissen derhjemme) og talerne omhandler hvor gode venner vi er heldige at have, og at vi alle sammen for altid vil være gode venner. På havets dag arrangeres der store optog og parader i alle byer, på den baggrund at Chile engang for X antal år tilbage til sjuskede sig Bolivias sidste kyststrækning, og paraderne er for at symbolisere at bolivianerne gerne vil have deres kyststrækning tilbage igen. Særligt pointen med havets dag, har vi studset en del over, men vi er blevet enige om at bolivianerne simpelthen benytter ENHVER lejlighed til at lave parader, feste og nyde livet. :- )

Vi er i øjebilkket i Sucre, så snarest muligt skulle vi gerne få oploadet nogle flere billedmapper..... før vi smutter på en uges ferie sammen med Malou og Jasper, uha, det bliver nu godt!!!

Overlap

2007-08-05T11:45:00.000-07:00

Hola amigos! Så er det atter blevet tid til lidt stort og småt fra Bolivia

Efter en super duper god ferie med paragliding, mødtes vi med de to nyankomne fra Danmark, Louise og Tommy. Rigtigt dejligt at se dem igen, da vi jo var kommet til at kende dem rigtigt godt I vores 9 måneders forberedelsesperiode i DK. Tommy læser medicin i København, og Louise har lige afsluttet sin bachelor på statskundskab.
Vi brugte en uges tid i La Paz på at få lavet arbejdsvisum, boliviansk identitetskort, kørekort m.m. Alt papirnusseriet kræver en god potion energi og ihærdighed, for at sige det mildt, da man valfarter rundt på adskillige kontorer, men, men, men det hele gik meget glattere og så godt som ubesværligt, sammenlignet med da vi selv ankom i jan, så vi var glædeligt overraskede.
Efter at have afleveret samtlige ansøgninger i La Paz er det cutume at de to par tager på et par dages ryste sammen tur. Vi cyklede til Cocoico, startede i 4700 m højde, increible koldt, med sne, stiv blæst og det hele, og endte i 1100 m højde, med dejlig behagelig sommer temperatur, jungle ligende natur, og mulighed for en dukkert i poolen, nice!

Billedet: fra venstre Rune, Trine og Tommy klar paa toppen til at tage en kold start paa turen, med oprejst pande!
Området hedder Yungas, og ligger meget tæt på La Paz, man krydser Andes bjergkæden, og befinder sig på få timer i en hel anden verden. Her kunne vi nyde lidt solskin, og der var mange gode muligheder for gåture.

Vi har pt. været i San Lucas 3 uges tid, hvor Tommy og Louise er blevet bombarderet med detaljerne om projektet, der trods en lang forbedredelse i Dk på 15 måneder først virkelig kan læres her i San Lucas. Vi husker tydeligt hvor hårdt det var de første uger. Nu er det os der skal hjælpe de andre ind i projektet og når Marie og Mikkel tager hjem til Danmark i midten af august, så er vi de gamle. Det giver nye opgaver, og nye udfordringer, men vi føler os klar til de mange opgaver der venter det næste halve år.

Billede: udsigt over Sucre lige efter Louises og Tommys ankomst til Bolivia.
En af de hårde ting, især når man er ny, er at udarbejde projektets strategipapirer. Det tager en 3-4 dage, og her går vi hele projektet igennem, og definere hvad vores mål er for det næste halve år. Projektet er defineret i et projekt dokument, der blev udarbejdet da der blev søgt penge hos DANIDA, til den 5 års projektperiode der pt. er i gang. Her har man en række klart defineret projektmål, og med dem som udgangspunkt, diskuteres der hvordan man bedst arbejder sig frem mod disse mål. Fx i vores arbejde med Traditionel medicin, som stadig er meget nyt, sammenstykker vi sammen med Elio, (vores ansatte læge, og ansvarlige for trad. med.) hvad der er realistisk at nå det næste halve år, og hvad der skal startes op nu, for at kunne bruge det om et år eller to.

Et gennemgående tema, som man altid skal have i baghovedet er bæredygtigheden. Det er for såvidt nemt nok at tvinge nogle resultater frem, hvis man har penge nok, og vælger at gøre det hele selv. Men hvis arbejdet skal nytte noget, og også eksistere når IMCC ikke længere er her i 2011, så bliver man nødt til at samarbejde tæt med de lokale myndigheder såsom hospitalet og rådhuset. Dette betyder mange gange at man skal slå lidt koldt vand i blodet, da det ikke altid foregår i det tempo, og på den måde, en dansk gringo havde set bedst. Tjaa, her i ligger vist en af de største udfordringer ifbm. ulands projekter.
Som sædvanligt flyver dagene afsted, og weekenderne bliver i flittig grad stadig brugt på at spille volley med personalet fra hospitalet, racket og cykleture i baghaven, og ikke mindst med læsning og afslapning i vores dejlige have!

Håber I alle hjemme i Dk nyder den danske sommer med alle dens luner! Vi er hernede stadig store tilhængere af varmedunken under dynen, da nætterne stadig ind imellem kommer ned omkring frysepunktet, men nu begynder det da heldigvis at gå imod bedre tider ;-)

Mange hilsner fra San Lucas – Rune og Trine

Paragliding

2007-07-01T10:13:00.000-07:00

Cochabamba

Hej alle sammen. Hvordan staar det til.
Vi haaber at vores hjemmeside er blevet lidt mere interesant med billederne og video.

Vi har haft en god uges ferie i Cochabamba, en storby ca 10 timers koresel fra San Lucas.
Her ligger en skole for paragliding, hvor vi har meldt os til et kursus der lober over 8 dage, og i morgen er vi uddannede piloter!!!!
De forste 3 dage har vi ovet paa jorden med paraglideren. Hvordan den reagere og hvordan man starter. De forste dage gaar derfor med at lobe ned af en lille bakke, med en paraglider, uden at falde. Den 4. dag floj vi i tandem, for at traene manovre i luften og landingen. Efter to tandem ture var vi klar.
Naa hvordan var det nu lige det var?? Den forste tur er lidt nervepirrenden, man har ikke helt styr paa om man nu kan, og man skal ned og lande for forste gang paa egen haand. Der er en instruktor ved startstedet og en ved landing stedet, og man er hele tiden i radiokontakt. De forste 4 ture bliver man guidet hele vejen til landingen, men de sidste for man selv lov til at tage beslutningerne. Skulle man lave fejl, er der altid en der holder oje med dig i luften, og hjaelper dig med at rette den. Man begynder ogsaa at have lidt mere is i maven og nyder udsigten. Det er en fantsktisk foelse at svaeve gennem luften, kun dig og fuglene. Det er en sport man bliver bidt af, men desvaerre kan vi ikke selv flyve i San Lucas, det kunne ellers have vaeret skaegt, og faaet bolivianerne til at spaerre ojene op. I morgen har vi de sidste to ture, og saa er vores ferie slut. Tommy og Louise er lige ankommet og vi skal sammen til La Paz, for at faa alle papierne paa plads. Efter en uge eller to tager vi tilbage til San lucas, og gaar igang med overlappet. Vi har vaeret her i 6 maander... Tiden gaar hurtigt.

Ps. skulle du undre dig over kvaliteten af de sidste billeder, saa er det fordi at vores dejlige kamera er blevet stjaalet. Rigtigt aergeligt, men desvaerre ogsaa lidt vores egen skyld. Vi haaber forsikringen har lidt penge til os, saa vi kan kobe et nyt. Vi skal ogsaa lige en tur forbi det sorte marked, i haabet om at vi kan koebe det tilbage, det skulle der vaere gode muligheder for, paastaar bolivianerne...

Mange Hilsner fra Rune og Trine

Nye Features og nyt fra Bolivia

2007-06-04T20:04:00.000-07:00

Nye Features

SE billeder, SE billeder, SE masser af billeder fra Bolivia - Nu har vi fået oploadet mange flere billeder, så I derhjemme bedre kan danne jer et indtryk om hvad det er vi laver ude i det store udland ;-)
Og så om det ikke var nok har vi lavet en gæstebog, så i kan skrive hilsener til os, og inden længe vil i kunne se små videoklip.

I finder alle linkene i højre side af siden

Huanumilla – ACSere
I slutningen af maj, var vi alle fire IMCCere med på ACS kursus i Huanumilla, hvilket ligger ca. 4 timers kørsel fra San Lucas. Frit oversat til dansk, står ACS for frivillige sundhedsarbejdere, og ifølge aftalen med de 120 landsbyer der ligger i IMCC indsats område, skal hver landsby vælge 2 frivillige sundhedsarbejde, til at påtage sig ansvaret for forbyggende sundhedsinformation, samt hjemmebesøg ved familierne for eksempel at tjekke op på nyfødte, syge børn og om familien har fået deres vaccinationer. Vi var med socialarbejderen fra hospitalet i San Lucas - Aniceto, der står for undervisningen af de frivillige sundhedsarbejdere i dal områderne. IMCC har pt. kun en lille rolle økonomisk set i forhold til de frivillige sundhedsarbejdere, da kurserne som led i bæredygtighed strategien betales 100 % af kommunen. Men praktisk set spiller IMCC stadig en forholdsvis stor rolle, særligt i forhold til støtte og vejledning til Aniceto (socialarbejderen på hospitalet) og de frivillige sundhedsarbejderes bestyrelse.

ACS`erne udgør en vigtig ressource i arbejdet med at forbedre sundheden på landet, men endnu er de for dårligt organiseret og dårligt uddannet. Gruppen består af folk fra de forskellige landsbyer der er interesseret i sundhed, men de har oftest ingen eller meget kort skolegang bag sig, hvilket gør det svært at undervise dem. Samtidig er de heller ikke særligt anerkendt af hospitalet, hvilket gør det svært for Aniceto at få opbakning og gennemfører sine kurser. Aniceto afholder kurser 2 gange årligt på hver post, og emnet for første kursusrække i år var ernæring og underernæring. ACS`erne bliver i år undervist ud fra en bog som IMCC har trykt. Denne skal de bruge til at gennemgå forskellige sundhedsemner med familierne. Bøgerne er pædagogisk opbyggede, og indeholder de vigtigste symptomer på bla. alvorlig diarre, alvorlig hoste, underernæring, graviditets og fødselskomplikationer.

Turen til Huanumilla havde to formål, først og fremmest var det for at give Aniceto feedback på hans undervisning, men også i høj grad for at Rune og Trine kunne få en bedre forståelse for hvad der sker på kurserne og hvordan eventuelle problemer kan løses. Kurset afholdes på sundhedsposten, hvor der er omkring 20 frivillige knyttet til hver post.

På hver post arbejder der en sygehjælper der er aflønnet af hospitalet, han eller hun har ansvaret for at vaccinere, og behandle i det omfang de er i stand til. Da en sundhedsposts område er meget stort, er det en stor fordel at bruge de frivillige sundhedsarbejder, de kender indbyggerne i deres landsby, og kunne for eksempel sende syge til sundhedsposten. Men mange bruger ikke denne mulighed. Det prøver vi i IMCC at lave om på.

Der ligger flere billeder fra Huanumilla under billede mapperne, med tilhørende beskrivelser: de giver et indtryk af hvordan et kursus for frivillige sundhedshjælpere fungerer på landet i Bolivia.

Sportsturnering
Sportsturneringen er for denne gang ovre i San Lucas, Rune og Mikkel stillede op i Raquette imod byens førende spidser, imens Trine spillede futsal (minder lidt om indendørs fodbold, da det spilles på en basketbane af cement, blot med en tung fodbold) sammen med hospitalet og
basket sammen med Marie og rådhuset. Uha, sport det er ikke for sjov i San Lucas, hvis man ikke har chancen for at vinde så stiller man ikke op, sådan er det bare! Og uden overdrivelse kan man vist godt kalde dem en smule fanatiske ;-) Men hvilken stemning, der bliver råbt, piftet og buet til den helt store guldmedalje, de tre aftner om ugen der spilles kampe. Når nu hele byen går så meget op i sport er det ingen ulempe at være god til det. Alle børn i byen er efterhånden på fornavn med Trine, for hun blev nemlig turneringens bedste futsal spiller, med pokal oven i hæderen.

På billedet står hun sammen med Vicky (Ansvarlig for kvindegrupper) og Mikkel. Rune var som præsident meget stolt af de tre guldmedaljer som IMCC havde høstet, det er vigtigt for vores ansigt udadtil, som han lettere berørt sagde bagefter.

Af de mindre imponerende præstationer kan det nævnes at den eneste kamp Mikkel og Rune vandt i Raquette var en hvor modstanderne udeblev

2007-05-03T14:44:00.000-07:00

Hej til jer alle - familie og venner

Ferie sammen med Sofie og Signe
Uha, det er nu skønt at få besøg hjemmefra! Vi havde en hel uges ferie til rådighed sammen med Sofie og Signe (gode veninder fra seminariet). Vi hentede et par trætte og lidt højdesyge piger i Sucre, og fortsatte samme dag til San Lucas. Efter et par dages rundtur i San Lucas, hvor det var blevet til besøg på hospitalet og skolerne (til stor begejstring for børnene), drog vi videre til Potosi. Eller dvs. vi havde et par forhindringer på vejen, ved indgangen til Potosi var vejene blokeret med store lastbiler, og ingen vidste hvor længe blokaderne ville vare. Samtidig var vi så ”heldige” at punktere, så god start på ferien, men ingen hastværk, vi havde jo masser af tid til at lappe dækket ;-) Efter et par timers venten, og Sofies forsøg på at overtale en lastbil fyldt med militærfolk til at fylde grøften med sten, så vi kunne køre forbi blokaden, fortalte en lastbilschauffør at vi kunne køre via mineområdet ind i Potosi. Som sagt så gjort, så nu kender vi en smutvej ind i Potosi, til en anden god gang!!
Potosi er en historisk by, særligt pga. af sin storhedstid som mineby engang i 1700 , stadig den dag i dag er der travlhed i minerne, man mener der arbejder omkring 14.000 mand. Vi havde ikke tidligere været specielt begejstrede over Potosi, men pga. af strejken blev vi tvunget til at se nærmere på byen, så efter et par dages ophold er vi mere positive stemt.
Herefter drog vi videre til Salt-ørkenen, hvor vi nød den fantastiske natur. (Trick - billede af Signe, Sofie og Trine fra saltørkenen)

På landet – Pirhuani
Såååååå, har vi været på landet, landet, for første gang! Det vil sige længere ude på landet end San Lucas, der ikke rammer meget ved siden af betegnelsen ”landet”
Vi drog sammen med Elio, lægen der underviser i traditionel medicin, af sted fra San Lucas søndag d. 25 om morgenen ved 9 tiden. Køreturen til hvor vejen ender og udmunder i en sti til Pirhuani er omkring tre en halv times kørsel fra San Lucas. Efter diverse indkøb til kurset, bl.a. mad, drikkelse og koka blade, kom vi frem til hvor vi skulle mødes med nogle folk fra Pirhuani og deres muldyr, klar til at begive os ud på den 6 timers lange nedstigning.
IMCC har en aftale med landsbyen om at de stiller muldyr til rådighed, til transport af grej til kurserne, samt bagage, da kurserne kommer beboerne til gode i Pirhuani. (Trine og muldyr på vej til Pirhuani) Inden kursuset kommunikeres der via en radio til sundhedsposten, for at sikre at de ved vi kommer og at der er dyr til rådighed. Denne søndag var der kun dukket en mand op med hans muldyr og 9 årige søn, da et andet muldyr måtte stoppe pga. træthed, så vi måtte på med taskerne og bevise overfor en skeptisk Elio at vi da sagtens kunne bære vores ting til Pirhuani. Og hvilken flot tur, helt klart de ømme ben værd!
Der bor kun ca. 6 personer i selve landsbyen Pirhuani, og omkring 2000 i dalområdet omkring Pirhuani. I landsbyen er der derfor centrum for området med en sundhedspost og en slags kostskole hvor børnene komme fra hele dalen om søndagen og drager hjem til familien hver torsdag. Herude er der ingen elektricitet, og kun rindende vand ved skolen og sundhedsposten, og hele området er forbundet af stisystemer. At bolivianerne er gode til at gå er ikke underligt, den 9 årig vi fulgtes med ned til Pirhuani havde stået op tidligt den morgen, gået de 8 timer op til hvor de mødtes med os, og så ned igen. Pirhuani og dalen er kun et af de 11 områder vi arbejder i, men det er et af de sidste der stadig ikke kan nås med vej. Denne isolation betyder at folk her bor og lever som man har gjort i århundrede. Hovedparten af den ældre generation taler kun quechua, et indianersprog der stammer tilbage til tiden efter Inkaerne, og stort set alle lever under FNs ekstremfattigdomsgrænse. En grænse som i Bolivia defineres som fattigdomsgrænsen, mens ekstrem fattigdom er den halve af FNs tilsvarende grænse. Men herude hvor folk dyrker og bytter sig til deres nødvendigheder lider de ikke nød, men er meget sårbare overfor sygdom og fejlslagenhøst. Sundhedsposten er betjent af en mand, der er uddannet sygehjælper, han har radiokontakt til hospitalet og lægerne i San Lucas, men alt skal han klare selv. I tilfælde af alvorlig sygdom skal man først ind til sundhedsposten der kan ligger fem timer væk til fods og derefter de 7-8 timer op til vejen, hvor man kan hentes af ambulance. Gennemsnitsalderen herude er da også kun ca. 54 år. Grundet de dybe traditioner, og manglende sundhedstilbud, behandles en stor del af de syge af traditionelle behandlere. I strategien for IMCC ønskes et bedre kendskab til hvem de traditionelle behandlere er og hvad de kan. På kurserne tilstræbes der derfor efter at lære dem at kende, at de deler deres erfaringer med os og hinanden, og sidst men ikke mindst at give dem indsigt i vestlig medicin. Kurserne i første semester 2007 laves der første dag en pomade mod infektioner, inflammationer såsom gigt. Anden dag lærer de om anatomi. (Elio til højre i billedet, en gruppe er ved at fremlægge deres viden omkring de forskellige organer) Vi vil gerne have at de ved og har forståelse for, at når en patient har stærke mavesmerter som ved blindtarmsbetændelse, skal patienten på sygehuset, og at det ikke i denne situation hjælper med et urte omslag og ofre kokablade. Det store mål er at de to sundhedsopfattelser arbejder bedre sammen, da en bolivianer fra Pirhuani kan have godt af at der bliver ofret kokablade inden han tager sin penicillin, så virker pillerne bedre.
I dette arbejde er Elio uundværlig. Han er læge, taler quechua, og respektere den meget anderledes sundhedsopfattelse som indianerne tror på, hvilket gør at han nyder respekt hos deltagerne. Vi var mest med på en kigger, vi fatter jo desværre ikke rigtigt hvad de snakker om når det hele foregår på quechua, men det er med til at give os et bedre billede af hvad vi arbejder for i hverdagen og gør os dermed i stand til bedre at vejlede Elio, sådan vi hele tiden arbejder frem imod strategiens mål og den bedst mulige undervisning. Herudover var det en rigtig, rigtig god tur, hvor vi fik dannet os et godt indtryk af livet i dalområdet der i høj grad adskiller sig fra vores dagligdag i San Lucas.

Kogekonen på kurset i Pirhuani. I dalene er folk meget mere farvestålende klædt end i San Lucas, og altid med mange blomster i hatten

Ansvarsopgaver på projektet
I dagligdagen her i San Lucas har vi os fire imellem diverse ansvarsområder, store som små, Rune er f.eks. præsident, hvilket lyder rigtigt flot, ikk, men til tider også potentielt hårdt.…. arbejdet indebærer hovedsagligt papirarbejde, vigtigt papirarbejde, såsom udfyldning og anskaffelse af utallige af papirer og underskrifter i forbindelse med indkøb af biler til projektet, NGO registrering, samarbejdsaftaler med den bolivianske regering m.m. Desuden er han sammen med Mikkel, bil ansvarlig, hvilket også kan give en hovedpine eller to for at købe nye biler, er lidt af en opgave i Bolivia, og til sidst er han bl.a. kontaktperson for vores mandlige ansatte Elio
Trine er ligeledes sammen med Marie kontaktperson for vores kvindelig ansatte, Vicky, men det der nok fylder mest er kasserposten, hvilket indebærer at der skal holdes styr på økonomien og laves regnskab en gang i måneden (er sikker på at min mor er stolt og måske lidt overrasket over at det kører så godt som upåklageligt ;-) Strategien er at gøre projektet så bæredygtig som muligt, hvis/ når projektet lukker ned i 2011. Lige pt. bruges der derfor meget tid på at gøre projektet økonomisk bæredygtigt på lang sigt, dvs. at vi i mange af vores aktiviteter, såsom traditionel medicin, frivillige sundhedsarbejdere, fællesspisninger har fået kontraparte med kommunen om at vi deler udgifterne 50 / 50 i 2007, IMCC 40/ 60 kommunen i 2008, IMCC 30/ 70 kommunen i 2009, og så fremdeles. Samarbejdet omkring kontraparten med kommunen er i opstartsfasen, og tager derfor en god portion tid, vi kan vist roligt sige at det er både lettere og hurtige selv at betale det hele, men det er der ikke meget bæredygtighed…..så vi klør på!
Det var alt for denne gang, det skal dog lige siges at vi stadig er rigtig glade for at bo og arbejde i San Lucas, og tiden flyver jo af sted…. Så inden længe vender vi næsen hjemad igen.

Mange hilsner og tanker fra Bolivia - Rune og Trine

Solopgang efter 4 timers gåtur på vejen hjem fra Pirhuani

Nyt fra Bolivia

2007-03-18T15:26:00.000-07:00

Tarija
Der er tradition for at de to par tager på en ryste sammen tur inden det hele bliver alt for meget hverdag, og det tog ikke mange minutter før vi fik besluttet at vi skulle til Tarija.
Billede: Morgendis i national- parken tæt ved Tarija

Tarija ligger lavt ca 1850 meter, og er kendt for sit behaglige klima året rundt. Så tanken var at vi skulle ned og forkæle os selv lidt. Turen fra San Lucas tager ca 6 timer, og for at det ikke skulle blive en badeferie tog vi til en Nationalpark tæt ved Tarija, her overnattede vi i ca 4 kilometers højde i et kæmpe albegue bygget til turister, men sjældent brugt, idet der ikke findes nogen form for offentlig transport derud. Om morgenen kørte vi af en meget dårlig vej (sommer er regntid) hvor der var brug for 4-hjulstrækket, Yeah det kan drengene godt lide... Vejen ender ved en gamle Inca sti, der går fra højsletten ned igennem dalene en rigtig smuk vandretur.. Samme eftermiddag kørte vi igennem nationalparken hvor der findes flamingoer i de små laguner og store sandklitter. Efter en lang dag skulle vi videre til Tarija.. Og så skulle der slappes af, så vi fandt os et hotel med pool, og ja så skete der faktisk ikke så meget mere den dag.

Billede: Leg i sandklitter i National- parken, Bolivias Råbjergmile i 4 kms højde

Næste dag kørte vi ud til et af de mange vandfald i området, vi gik langs floden op forbi mange små vandfald til det helt store på 40 meter, under hvert vandfald var der en lille pool med stillestående vand, iskoldt, men rigtig forfriskenden i den stærke sol. Tarija og omegn er meget frodigt, så når man bor i San Lucas, kan ti bananer godt være en fantastisk ting.. Søndag gik med at plyndre markedet for alt det vi ikke kan få i San Lucas, og så gik turen hjem igen.

Billede: Vandfald tæt ved Tarija

Anne og Uffe
I starten af Marts fik vi besøg af Anne og Uffe. De har rejst igennem Argentina og Chile og skal videre mod Peru, Costa Rica, USA og Canada før turen går hjem igen om ca 4 mdr. De to rejsende nød at koble af i San Lucas, få dyrket noget sport, og set hvordan landet ser ud i Bolivia...Og vi i San Lucas nød at få besøg og at kunne fortælle om hvad vi rendte rundt og lavede. Vi fik 4 rigtig hyggelige dage i San Lucas, hvorefter vi tog til Sucre sammen, hvor vi skulle på en uges sprogskole.

Billede: af Anne, Uffe og Rune der nyder at vi har nået toppen på San cristobal - 3700. lige uden for San Lucas

Sprogskole i Sucre
Som sagt er vi i øjeblikket i Sucre for at tage spansk undervisning, som ny er det rart at få et boost i sit spanske, og lære lidt ekstra som man kan bygge videre på i San Lucas, vi nyder at kunne mærke at man lige så stille bliver i stand til at sige mere og mere, og som de gamle altid siger så er der ikke andet for at springe ud i det og lære af sine fejl... nu er vi i hvertfald godt forberedt.

Nu starter kurserne paa landet
Om sommeren når det regner meget bliver der ikke holdt kruser på landet. Vejene er alt for dårlige og nogle steder kan man slet ikke komme frem. Nu i starten af april starter vi op igen. Vi har to ansatte, Vicky og Elio, der står for afholdelse af kurserne. Vicky afholder kurser for kvindergrupper i landsbyerne. Hun tager ud med en syerske, og den første dag underviser hun kvinderne i organisering, og kvinderettigheder. Den anden dag går med at sy, der er købt stoffer og symaskiner til dem, så der bliver syet nederdele til den store guldmedalje. Dagen med syning er langt ind for at kvinderne er motiveret for at komme, og ikke mindst sådan at landsbys atoriteterne og mændene giver dem tilladese til at tage afsted. Tanken er at de får noget håndgribeligt nyttigt med sig hjem, færdigheder i at sy, og det de har syet, og ikke mindst er blevet klogere på deres rigttigheder. Det sidste kan nogle af mændene måske have lidt svaert ved at se brugbarheden i.
Elio er læge og holder kurser for de traditionelle behandlere på landet. I Bolivia er der et meget veludviklet behandlingssystem som stammer tilbage fra de gamle indianerkulturer. Disse behandlere er ikke rigtigt kortlagt endnu, men der findes mange specialer, blandt andet fødselshjælper, koka-læser, knogleretter(ved en brækket arm), og mange andre slags. Fælles for dem er at de inddrager den åndelige verden i deres behandling, og meget vigtigt, at de kender og bruger de lokales skikke og traditioner. Disse traditioner kan det være svært for en vestlig læge at behandle ud fra, da sygdomsopfattelensen er meget forskellig. Det ses især i form af at det er de færreste hospitaler, heriblandt San Lucas hospital, der har mange patienter. Dette skyldes mange ting, et er at det koster penge at blive indlagt og behandlet, men der er også mange kulurelle ting i vejen. For eksempel er hospitalet, som de fleste hvidt, dødens farve for Quechua indianerne, lægerne går i hvide kitler og de færreste af dem taler Quechua eller kender til de lokales sygdomsopfattelelse. Til sammen gør det at mange indianer har en rigtig dårlig oplevelse af et hospitalsbesøg. Elios opgave er at prøve at få et overblik over hvem de traditionelle behandlere er og hvad de kan. Han holder samtidig kurser for dem for at lære dem om anatomi og fysologi, samt information ang. de hyppigste sygdomme på landet, heriblandt diarre, tuberculosis, og chagas(sydamerikansk sovesyge). Meningen er at gøre dem bedre i stand til at diagnostisere alvorlige sygdomme, og derefter videresende patienten til det offentlige system. Et eksempel på de forskellige opfattelser af sygdomme er diarre. I vesten sørger man for at rehydrere patienten sådan at patienten ikke dør af dehydrering. Men mange af de traditionelle behandlere opfatter diarre som en våd sygdom, med våde symtomer og derfor en situation med overskud af væsken. En behandling kan således være at undgå væske.
Mange af landområderne tager gerne en hel dag at nå, og mange steder skal man gå 6-8 timer for at nå frem. Dette gælder for eksempel Piruhani, hvor vi har planlagt at tage med Elio ud i midten af april. Det er også meningen at vi skal med Vicky til kvindgruppe møde, alt sammen for at vi skal kunne danne os et indtryk af behovene og manglerne på landet, og hvordan de lokale opfatter vores forsøg på at støtte deres sundhed. Følg blot med her på siden for at se de smukke billeder fra Piruhani i starten af maj....

Billede fra toppen af San Cristobal - 3700 m. hvor San Lucas ses i baggrunden
Håber ellers at I alle har det godt i forårs Danmark ;-)

Mange varme hilsner fra Bolivia - Rune og Trine

Hej familie og venner

2007-02-25T14:59:00.000-08:00

Så er vi her igen!
Undskyld at vi har ladet jer vente, men der har været rigtigt meget at se til her i Bolivia.
Kort og godt, vi er velankommet til San Lucas sammen med Marie og Mikkel, hvor vi er blevet taget godt imod af de ældste på projektet - Eva og Christian, vores samarbejdspartnere og resten af byen. Efter en overlapsperiode på 3 uger på projektet rejste Eva og Christian hjem til DK d. 17. feb.

Billede: Marie og Mikkel i forgrunden, Eva og Christian bagerst

Turen til San Lucas
Vi startede ud fra La Paz tidligt om morgenen, idet turen til San Lucas tager ca. 12 timer i bil. Det første lange stykke var på god asfaltvej, med lange lige strækninger henover altoplano`et. Efter syv otte timer nåede vi frem til Potosi i ca. 4000 meters højde. Byen er bygget op ved foden af Sierro Rico, et bjerg hvor man i 1700 tallet gjorde et af historiens største sølvfund. Det var spanierne ikke sene til at udnytte, og mange tusinder indianerne er døde som slaver af det ekstremt hårde arbejde i det store bjergs smalle mineskakter. Mange af datidens store europæiske krige er finansieret af de ufattelige mængder sølv som bjerget gav. I dag er der ikke mere sølv tilbage, men der bliver stadigt brudt tin og andre metaller fra bjergets indre, og indianerne dør stadig, i dag af støvlunger efter 10-15 års hårdt arbejde. Men lønnen er god, set i forhold til den bolivianske standard.
Fra Potosi er der ca. 2-3 timers køretur til San Lucas, alt efter årstiden, og det meste af den foregår på støvede grusveje. Det er dog ikke så slemt når man kører i en stor 4hjulstrækker. Det sidste stykke ned til San Lucas, er på en smal og snørklet bjergvej, hvor man har udsigten over hele dalen hvor San Lucas ligger.

Huset og haven
Efter Eva og Christian er taget hjem, er vi flyttet fra gæsteværelset over i et stort lækkert soveværelse, og har fået vores eget køkken. Herligt at få mulighed for at indrette sig, vi har bl.a. pyntet op med billeder af alle jer derhjemme fra. Vi spiser tit sammen med Marie og Mikkel, og på en god dag kommer der en 2 kilos oksemørbrad på grillen, og en god flaske boliviansk rødvin til. Det er der nemlig råd til, for et kilo af den bedste kvalitets oksekød koster kun 30 kr. her i Bolivia. Billede af huset: Vores koekken er nedest til hoejre i billedet og sovevaerelset er foerste doer naar man kommer op ad trappen.

Her om sommeren, december til februar, er der dejligt behageligt omkring 25 grader i skyggen, så vi bruger meget tid i haven, der efter en kæmpe indsats af Marie og Mikkel er blevet udvidet med græsplæne. Solen er meget stærk så alt grønt skal vandes og plejes for at overleve. Heldigvis er der oftest en daglig tordenbyge der renser luften og giver vand til dalen, så for tiden er der smukt og grønt mange steder.
Hverdagen i San Lucas
Hverdagene flyver af sted, vores arbejdsgang på kontoret er oftest fra 8:30-12 og igen fra 14 – 18, opdelt af en velfortjent siesta. Vores kontor ligger på 1. sal i hospitalet, på samme gang som hospitalsledelsen, på den måde har vi god mulighed for at følge med i, og blande os i, hvad der sker i San Lucas kommune.
Efter arbejde kan man inden mørkets frembrud, lige nå en hurtig cykeltur i vores ”baghave”, der er et stort bakket område, og i 3200 meters højde er det intet problem at få pulsen op. Desværre er den hårdføre flora domineret af buske med pigge, nogle rigtige sataner, så næste dags frokostpause går tit med at lappe cyklen. På Trines første tur formåede hun at sætte IMCC rekord, med hele 41 punkteringer i alt!!!!
I weekenderne er der god tid til at være aktiv, bl.a. er der mange hårde dyster i racket (en slags Squash på en udvidet bane) mellem os IMCC`ere, og ofte ledsaget af nabodrengen Jeido, lange volley dysts imod lægerne og sygeplejerskerne fra hospitalet, og ikke mindst for Runes vedkommende nogen lidt længere cykelture. Rune har en rekord der skal slås, 1 time og 19 min for den lange og seje tur op af bjerget, med en højde forskel på 800 meter, fra 3100 til 3900 meter. En rigtigt flot tur, men hårdt for lungerne.

Strømsvigt
I slutningen af jan var San Lucas kommunen ramt af strømsvigt i en periode på 2 dage, hvilket gjorde det besværligt at arbejde, da ingen af computerne fungerede. I privaten er der heldigvis taget højde for sådanne situationer, så stearinlys og gaskøleskab måtte findes frem af gemmerne. Og det endte med at være rigtig hyggeligt. Hvis det samtidigt er skyfrit, er der stjerneklart som vi ikke har set andre steder..

En dukkert mellem abrikostræerne
En søndag i februar tog vi alle 6 på tur ud til en abrikosfarm, der ejes af Milton, en ven af huset. Her brugte vi en formiddag i en af vandingssystemets opsamlingsbassiner. Skønt og forfriskende, da der er langt mellem svømmeturene når man bor i det tørre San Lucas.

Karneval - når 150 fulde bønder besøger ens hjem
En uge om året, går San Lucas, og hele Bolivia i stå. Under karnevalet, er der fest og fulde folk overalt, og gaderne bliver forvandlet til store vandkamps scener. Hver dag byder på en ny tradition, så man skal holde tungen lige i munden som dansker for at vide hvad den næste dag bringer.
En af traditionerne er at Ayllus, (traditionel organisering af landbefolkningen, bestående af landsby autoriteter), går rundt i byen og besøger udvalgte huse. På den rute ligger IMCC`s hus, og det skal man ikke gå hen og glemme. Der skal købes Singani (brændvin), sukkerkugler, sodavand, coca og masser af konfetti og serpentiner. I løbet af den dag kom der hele tre grupper fra forskellige landsbyer, der ligger tæt på San Lucas. De fleste er godt fulde inden de når frem til os, for i hvert hjem de besøger bliver der budt på alkohol, og det kan være alt fra vin til 92% finsprit med vand. Billederne er fra karnevalet, et af deres flotte dragter og et hvor Ayllus og Trine danser i vores have.
Når den 50 mand store festklædte gruppe er kommet indenfor i haven, bliver der danset og spillet musik, og det er værternes opgave at sørge for udskænkningen, noget der ofte medføre at man selv får lidt rigeligt at drikke, for her i Bolivia får man ikke bare lige lov at sige nej tak når der bliver skålet.
Den omgang var vi igennem 3 gange… Hårdt men utroligt sjovt, især når man prøver at forstå hvad den stive bolivianer siger til dig på Qecuecua (et gammel indianersprog der bliver talt på landet)
Billede: Rune gør klar til at forsvare danskernes ære i vandkamp, en tradition der også er tæt forbundet med karnevalet.

Billede: Endnu en tradition i forbindelse med karnevalet er at vaske bilerne og derefter pynte dem med konfetti, serpentiner og balloner, kvinden på billedet ofrer noget af sin drinks til ære for vor moder jord, i ønsket om held og lykke i fremtiden.

Håber i alle har det bedre end bedst hjemme i Danmark.
Mange hilsner fra Bolivia – Rune og Trine

San Lucas here we come..

2007-01-17T05:48:00.000-08:00

Hej igen alle sammen
Endelig skrider papirarbejder fremad, vi har faaet vores visaer, herligt. Saa i morgen forlader vi La Paz og saetter kursen imod San Lucas, hvilket vi glaeder os rigtig meget til. Men der er stadig intet internet i San Lucas, saa i skal ikke forvente at hoere fra os igen foer omkring d. 10 feb.
Hygge til jer alle og poej poej til jer der sidder midt i eksamenerne ;-)

5400 meter

2007-01-16T07:51:00.000-08:00

Hej Allesammen..

I weekenden tog vi paa tur for at komme vaek fra La Paz og smogen. Vi tog turen til verdens hoejste skisports sted der ligger i 5400 meters hoejde. Skisport, var der nu ikke saa meget af, da liften ikke virker, og der ikke var nok sne. Havde der vaeret sne og lift, havde det ogsaa vaeret en haard omgang, for i 5400 meters hoejde er det meget anstrengende for en bleg dansker at faa hevet skiene med sig rundt i svingene, og det bliver ikke bedre af at de eneste ski man kan leje er 2 meter, 20 aar gamle og uden den mindste skygge af carving.
Istedet for ski, gik vi til toppen (en kort tur da man kan kore det meste af vejen)
Med lidt Coca blade i munden og et langsomt tempo, klarede vi skaerne. Vi blev dog ikke belonnet for besvaeret, for der var overskyet, men Hey.. Vi har vaeret i 5400 meter....
Turen op og ned i bil var paa smalle bjergveje, lige paa afkanten, og naar man saa ydermere koere i en minibus der havde svaert ved at klare bakkerne i La Paz midtby, ja saa var det hele utroligt spaeende... og meget smukt, som i nok kan fornemme paa billederne

Haaber i alle har det bedre en bedst derhjemme..

Mange hilsener fra Bolivia

Trine og Rune

Ambassaden

2007-01-16T07:39:00.000-08:00

Hej Allesammen.

Vaer kendt med de kendte.
I gaar aftes, var vi inviteret til reception i den danske ambaasador bolig i anledning af at Ulla Tornes har besogt Bolivia.. En hyggelig aften med pindemadder, drinks med mere, bragt frem af tjernere i smoking, omgivet af div. diplomater, ministre og ambassadorer. Meget underholdende. Vi sikrede os selvfolgelig et bevis i form af et billede af os og Ulla Tornaes der var meget interesseret i vores arbejde( var vist lidt traet af at snakke med embedsmaend)

La Paz

2007-01-10T16:01:00.000-08:00

Hej Allesammen.

Vi har nu snart vaeret i La Paz, i en uge. Tiden gaar meget staerkt for vi har meget at lave. Det bureaukratiske system i Bolivia er naermest som taget ud af Franz Kafkas Processen. Vi har mange papirer der skal i orden og mange steder at aflevere dem. Saa det kommer vi nok til at bruge en uges tid mere paa. Vi er her sammen med Marie og Mikkel der har vaeret hernede i 6 maaneder nu.. Og gudskelov for det, for ellers ville det vaere en umulig opgave med vores manglende sprogegenskaber. I weekenden proever vi at komme lidt ud fra byen saa der sker lidt nyt.. Vi skal nok komme med mange billeder

Det var alt for nu
Haaber at i alle har det godt hjemme i Danmark.

Mange hilsner fra Trine og Rune

Info om Bolivia

2007-01-10T15:55:00.000-08:00

Geografi

Hovedstad: La Paz

Areal: 1.098.581 km2 (Danmark 43.000)

Indbyggertal: 8,8 mio.

Befolkningsvækst pr. år: 2,1 pct. (1980-2003)

Befolkning: 60 pct. oprindelige folk, 40 pct. mestizbefolkning

Sprog: Spansk og flere oprindelige sprog (bl.a. Quechua, Aymara)
I San Lucas hvor vi bor tales der Quechua

Religion: Katolsk og Indianertraditioner

Økonomi

BNI pr. capita: 960 USD (2004) (Danmark ca. 42.000 USD: 2004)

Vækst i BNP pr. capita: 1,6 pct. (2004)

Dansk projekt/program-bistand : 125 mio. DKK (2005) fordelt på 6 programmer indenfor: Landbrug,miljø,uddannelse,oprindelige folk, menneskerettigheder og demokrati samt reform af den offentlige sektor

Valuta: Bolivianos (BOB) 100 BOB ca. 76,5 DKK

Politisk situation

Statsoverhoved: Præsident Juan Evo Morales Aima
(MAS - Bevægelsen mod Socialisme)
Tiltrådt den 22. januar 2006 for en fem-årig periode, efter at have vundet en jordskredssejr med 53,7% af stemmerne ved præsidentvalget i december 2005. Er den første indianske præsident i Bolivias historie.

Afrejse

2006-12-30T14:44:00.000-08:00

Hej Allesammen

Nu nærmere tiden sig. Vi tager afsted til Bolivia den 4 jan 2007. Vi flyver om formiddagen, og er fremme i La Paz ca et døgn efter. Her skal vi være i et par uger sammen med Marie og Mikkel, og ordne alt papirarbejdet.
Alle vores kontaktoplysninger kan i finde her på siden. I kan også skrive kommentare her på siden, som vi hele tiden holder øje med.
P.t. er der ikke internet i San Lucas, så vi kommer først til at kunne opdatere når vi er i Sucre.

Mange hilsner fra
Trine og Rune