Vi har lynene travlt, men vi ta`r det med ro.........

Hola hola

Ja, så er vi langt om længe tilbage med lidt nyt her fra Bolivia…….

Kalenderen for september måned har der været booket godt og grundigt, travlhed over hele linien, så tiden flyver af sted. En måned hvor der har været utrolig mange planlægnings- og koordineringsmøder, samtidig med at kurserne for traditionelle behandlere og kvindegrupperne kører på højtryk. I og efter oktober skulle det hele gerne blive mere stille og roligt, regntiden begynder så småt, og det sætter automatisk en stopper for kurserne på landet. Når det regner, bliver vejene så dårlige at man ikke kan komme frem til landsbyerne, selv ikke i en stor 4-hjulstrækker, dvs. at stort set alle aktiviteter går på vågeblus, og tiden bliver i stedet bl.a. brugt til at planlægge næste år, skrive spansk årsrapport, genforhandle kontrakter med de ansatte, og udvælge elever til de skoler vi giver legater til. Travlhed giver også rigeligt at skrive hjem om, så her kommer et lille udpluk af vores oplevelser igennem den sidste måneds tid.

Ferie, juuuuubii!

Heldige os, Malou og Jasper ville gerne lige holde en god uges ferie sammen med os her i slutning af august, rigtigt dejligt at få besøg fra DK. Vi benyttede muligheden for at komme en tur til amazone junglen i det nordlige Bolivia. For os et meget, meget anderledes Bolivia, end det golde, tørre, og støvede vi kender så godt, det var som at komme til et andet land, frodigt, grønt, farverigt og med masser af dyreliv. Vi tog en 3 dages pampastur, hvor man hovedsagelig sejler rundt. Vi fik set utrolig mange krokodiller, fugle, flodsvin, flodskildpadder og var heldige også at spotte nogle få floddelfiner og abeflokke. Kronen på værket var dog at vi så en 2- 3 m lang anakonda slange, sejt! Alt i alt - en hel fantastisk natur oplevelse.

Naturen fortsatte med at imponere da vi besøgte sol øen der ligger i Titicaca søen, 4000 m over havets overflade. Fra gammel tid og op til i dag er øen et helligt sted for de indianske religioner, der alle har haft solen som gud.

Billedet: Vi befinder os på det hellige Inca sted på toppen af soløen hvor de traditionelle behandlere laver ritualer til solguden.

Generalforsamling for de frivillige sundhedsarbejdere

Hvert år afholdes der generalforsamling(Asmablea) for de frivillige sundheds arbejdere, der arbejder ude i deres landsbyer, hvor de informere om sundhed. Dette system af sundhedsarbejdere har IMCC arbejdet meget med i starten af projektet, men vi trækker os nu mere og mere ud af aktiviteten og overlader det til hospitalet. Men der er stadig brug for meget støtte til denne gruppe.

Vi er med til det måndelige bestyrelses møde, for at hjælpe og støtte. Organisationen er stadig på et niveau hvor de næppe selv ville kunne lave noget hvis ikke IMCC støttede op om dem. Et eksempel er den generalforsmling der er blevet afholdt. Ansvaret for afholdelsen ligger hos bestyrelsen, men de har brug for en god portion støtte fra IMCC, så vi har været med under alle forberedelserne og var tilstede under generlaforsamlingen alle 3 dage. En hård tjans, men også spændende. Vi var ihvertfald godt trætte da det hele var afsluttet.

Det er vigitgt at afholde sådan en generalforsamling, da det er det eneste forum der er rent deres, her kan de snakker om de problemer de møder og hvordan de skal løses. Det lyder jo meget godt, krøllen på halen er dog at det er de ikke så forfærdetligt gode til, og i løbet af de tre dage dukkede der mange interresante forslag op, de ville gerne have løn, have gratis lægebehandling i hele landet, ideer som ikke er dårlige, men fuldstændigt umuligt. Det svære ved gruppen er at de kommer fra landet, (og det er altså noget længere væk end vestjylland) og har en meget anderledes måde at tænke på, så man skal gå balancegang for ikke at få problemer. Den sidste dag på generalforsamlingen blev der delt identitetskort ud til dem der havde arbejdet det sidste år, og de fik samtidig en rygsæk. Desværre var der ikke så mange der havde afleveret deres rapport om hvad de havde lavet, så der var kun få der fik det til generalforsamlingen. Ideen med rygsækken er at det er en motivator for at de skal arbejde, så den får de kun, når de har bevist at de har arbejdet, dvs. når de afleverer deres rapport får de rygsækken. Se det er da logik, men den går ikke på landet!!!!!!!!

Inden vi så os om, udbrød der nærmest oprør, for alle ville have denne rygsæk, og de mente at både IMCC og hospitalet ville snyde dem. Hvad gør man så... 130 sure bønder og ikke mange gode løsninger. Et var vi sikre på, de måtte ikke få deres vilje, for de rygsække er kun til dem der arbejder, og det var de færrste af dem fer havde udført deres arbejde. Der blev holdt et krise møde, med cheflæge, en anden NGO, bestyrelsen for de frivlillige sundheds arbejdere og os IMCC. Det var ikke nogen rar oplevelse, pludseligt faldt bestyrelsen os i ryggen, og mente at alle skulle have rygsække, selvom de selv havde været med til at beslutte at kun de der arbdejer får en fortjeneste. Og som om at det ikke var nok viste cheflægen sig at være en kæmpe kryster, og valgte også at tage de sure bønders parti... ØV. Nå men alle andre end dem var enige i at vi ikke bare kunne dele ud til højre og venstre, så der blev med meget møje og besvær forhandlet et ”kompromi” på plads, sådan at alle dem der havde arbejdet kunne aflevere deres rapporter og få deres rygsæk..sådan cirka som det hele tiden havde været meningen... Hvad der gik galt? Tjaa, en fattige bonde, vil gøre alt for at få sådan en rygsæk værdi ca 50 Dkr, og han stoler overhovedet ikke på hvad der bliver sagt af myndighederne såsom hospitalet... I hans øjne ville vi gringos bare score alle de rygsække der ikke blev delt ud, og putte pengene i vores egen lomme.. Et ikke helt usædvanligt fænomen i Bolivia...

Men, men, men, alt taget i betragtning gik det hele godt, hospitalet blev mindet om at der findes denne gruppe, og vi fik givet en masse undervisning og information.. Godt at der er et år til næste gang.

Dansekonkurrence

Aftnerne er i de sidste par uger stået i sportens tegn. Der afholdes årligt to sportsturneringer i San Lucas, hvor alle institutioner kan deltage. Denne turnering skulle selvfølgelig, som de plejer blæses i gang med march og hyldning af nationalsangen. Herudover skulle turneringen indvies med traditionelle danse og afsluttes med et dragqueen show, som de enkelte institutioner kunne vinde point på. På denne baggrund gik vi sammen med hospitalspersonalet i skarp træning, altså i traditionel dans, hvilket der så sandelig også var behov for. Dansen er en klassiker fra det sydlige Bolivia, tilsat en enkelt god traditionel dansk dans – støvledansen, som vi brillerede med i afslutningen af dansen. jo, jo. Det samlede resultat blev ikke helt fantastisk, men vi klarede det da. Billederne siger det nok bedre end ord .

Ja, det bliver jo efterhånden helt hverdag hernede, selvom Bolivia fortsat overrasker gang på gang, både på godt og ondt. Den tidligere almindelige hverdag hjemme i Århus er ved at virke en anelse fjern, men ikke mere end at returbilletten nu er bestilt hjem til Dk. D. 22. februar lander vi atter i Dannevang.

Mange hilsner og tanker fra os hernede på den sydlige halvkugle – Rune og Trine